Fleksjob mere stramt end et fængsel?

Fleksjob systemet er på mange måder mulighedernes holdeplads, for de der er ramt af den ene, eller anden form for sygdom. Og dermed ikke er fuldt ud arbejdsduelig (læs normale 37 timer) men det er også et system, hvor man, så snart man modtager en krone i offentlig ydelse, tilsyneladende skylder staten al sin fritid og dermed til dels også sin personlige frihed.

Dermed kan  man reelt sidestille at fleksjob er strammere end  at sidde i fængsel.

Tal ikke højt om frivilligt arbejde

Top Photo Courtesy of Alexander Jawfox unsplash.com

Jeg er blevet tudet ørerne fulde af, at jeg skal udnytte min arbejdsevne til fulde, hvilket jeg med mine “kun” 15 timer om ugen mener at gøre. Alligevel er det, som om det enten ikke er nok, eller måske faktisk lidt for meget.

I hvert fald blev jeg en smule forvirret, da jeg i god tro kontaktede en sagsbehandler for at høre, hvorvidt jeg måtte være frivillig i min fritid.

Det var, som om jeg var den første borger, der nogensinde stillede det spørgsmål, hvilket jeg dog har meget svært ved at tro på i denne altruistiske tidsalder. Men jeg fik i hvert fald intet klart svar på mit ellers ret klare spørgsmål.

Det, jeg til gengæld fik at vide, var, at jeg skulle forsøge mig med en Google-søgning, jeg fik en henvisning til en fagforening, og så fik jeg en semitruende kommentar om, at jeg ikke skulle skilte for meget med min »uregistrerede arbejdsduelighed«.

Samtalen

Det, jeg tog med fra den samtale, var, at jeg bare helst skulle holde mig fra det frivillige arbejde, og hvis jeg endelig skulle arbejde frivilligt, så skulle jeg i hvert fald ikke gå sådan og skilte med det ved at ringe til jobcentret og spørge ind til det.

Og det viser noget om systemets forventninger til én som mig. Nemlig, at man som fleksjobber helst skal være både rask og syg på samme tid – i et blandingsforhold, som ingen kender. Med andre ord skal man arbejde, så meget man kan, men slet ikke bruge sin fritid på noget som helst. For så kunne man jo lige så godt have brugt den energi på at arbejde mere.

Men det, samfundet – og i særdeleshed jobcenteret – glemmer, er, at vi syge individer altså ikke kun er påvirket af vores sygdom på jobbet, men at sygdom har en holistisk tilgang til livet. Vi er med andre ord altid syge og i bedste fald periodevist symptomfrie.

Derfor er det også så ubeskriveligt vigtigt, at vi kan få lov til at fylde vores liv med noget, der giver os værdi både på og uden for arbejdspladsen, da de gode dage som regel er en mangelvare.

Beklageligvis er det ikke den tilgang, vi som fleksjobbere bliver mødt med, når vi henvender os til vores sagsbehandler. Eller når vi, med viden om oplysningspligt og økonomiske sanktioner, retter henvendelse til den instans, vi tror har rede svar og er pålagt at hjælpe.

Men nej sådan virker det ikke på jobcentret, de burde uddannes mere til at kunne forstå hvad der har gjort at nogle mennesker grundet den ene eller anden form for handicap også har et behov for fritid!.

Good design is obvious, great design is transperant.